ARTICLE
22 September 2026

Varsling af dagbodskrav

Dagbod er et centralt redskab til at håndtere entreprenørens ansvarspådragende forsinkelse i byggerier.
Denmark Real Estate and Construction

En nyere voldgiftskendelse bekræfter den velkendte regel om, at en bygherre fortaber sit dagbodskrav, hvis bygherren ikke varsler det i rimelig tid. Kendelsen rejser samtidig spørgsmålet om, hvor tidligt bygherren efter AB 18 skal reagere på en forventet forsinkelse.

Dagbod er et centralt redskab til at håndtere entreprenørens ansvarspådragende forsinkelse. For bygherren har dagboden navnlig den fordel, at det ikke er nødvendigt at dokumentere et konkret økonomisk tab, og at dagboden kan fungere som et incitament for entreprenøren til at fremskynde arbejderne. Retten til dagbod forudsætter imidlertid, at både aftalen og de efterfølgende formkrav er iagttaget.

AB 18 § 40, stk. 4, fastsætter udtrykkeligt, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en fristoverskridelse udløser dagbod. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at den dagbodsbelagte frist er overskredet, og at entreprenøren ikke har ret til tidsfristforlængelse. Bygherren skal også løbende notere fristoverskridelsen og varsle dagbodskravet i rimelig tid. Dette fremgår af kendelsen trykt i T:BB 2026.892, hvor en hovedentreprenør kun delvist fik medhold i sit krav om tidsfristforlængelse. Bygherren kunne dog alligevel ikke kræve dagbod for den resterende forsinkelsesperiode, fordi varslingen ikke var sket rettidigt.

Betingelserne for dagbod efter AB 18

AB 18 § 40, stk. 4

Efter AB 18 § 40, stk. 4, udløser overskridelsen af en frist alene krav på dagbod, hvis tre betingelser er opfyldt. For det første skal både fristen og dagboden fremgå klart af parternes aftale. For det andet skal overskridelsen af fristen, således som fristen måtte være ændret ved en tidsfristforlængelse, være noteret løbende. For det tredje skal bygherren i rimelig tid efter at være blevet bekendt med, at fristen vil blive overskredet, meddele entreprenøren, at der vil blive krævet dagbod, og fra hvilket tidspunkt dagboden vil blive krævet.

Varslingen skal gøre det klart for entreprenøren, at bygherren vil kræve dagbod, og fra hvilken dato dagboden påløber. Bemærkningerne til AB 18 § 40, stk. 4, fastslår, at bygherren efter hidtidig praksis skulle følge et tidligere dagbodsvarsel op, når den dagbodsudløsende frist var overskredet. Bygherren skulle altså meddele entreprenøren, at dagboden nu påløb. AB 18 opstiller imidlertid ikke denne supplerende betingelse. Til gengæld er det fortsat afgørende, at varslingen gives i rimelig tid, efter at bygherren bliver bekendt med den forventede fristoverskridelse.

T:BB 2025.376 og T:BB 2025.741

Kravene til dagbod har allerede været hyppigt behandlet i nyere praksis. I T:BB 2025.376 fremgik det af byggemødereferaterne, at totalentreprenørens arbejder var forsinkede, ansvarspådragende og bodsbelagte. Det fremgik derimod ikke direkte, at bygherren gjorde et dagbodskrav gældende, eller fra hvilket tidspunkt dagboden ville påløbe. Varslingen var derfor ikke tilstrækkelig, og bygherren fik ikke medhold i et dagbodskrav på 9.695.000 kr.

I T:BB 2025.741 gjorde bygherren gældende, at parterne mundtligt havde aftalt den 1. april 2023 som ny dagbodsudløsende termin. Hovedentreprenøren bestred dette, og da aftalen hverken forelå skriftligt eller var refereret, og parterne var uenige om dens indhold, fandt voldgiftsretten ikke, at aftalen udgjorde et behørigt grundlag for dagbod. Hovedentreprenøren havde desuden ret til tidsfristforlængelse i en del af perioden efter den 1. april 2023, uden at bygherren løbende havde noteret overskridelsen af fristen, som den var ændret ved tidsfristforlængelsen. De to kendelser viser samlet, at bygherren skal sikre et klart aftalegrundlag for den dagbodsudløsende frist, løbende notere fristoverskridelsen og klart meddele entreprenøren, at der kræves dagbod, og fra hvilket tidspunkt.

Den nye voldgiftskendelse

T:BB 2026.892

Sagen angik en hovedentreprise om udskiftning af tag og eftergang af facader på en ejendom. Under udførelsen opstod der uenighed mellem bygherren og hovedentreprenøren om bl.a. forsinkelse, tidsfristforlængelse, ekstraarbejder og betaling for forlænget byggepladsdrift.

Arbejdet blev afleveret væsentligt senere end den aftalte afleveringsfrist, og bygherren fremsatte derfor krav om dagbod. Hovedentreprenøren gjorde heroverfor gældende, at forsinkelsen skyldtes forhold, der gav ret til tidsfristforlængelse, og krævede samtidig betaling for den forlængede byggeperiode.

Voldgiftsretten fandt, at betingelserne i AB 18 § 40, stk. 4, litra b og c, ikke var opfyldt, og at dagbodskravet ikke var varslet i rimelig tid. Bygherren kunne derfor ikke kræve dagbod. Det gjaldt, selv om hovedentreprenøren alene fik tilkendt en tidsfristforlængelse for en del af forsinkelsen. Voldgiftsretten fandt samtidig, at hovedentreprenøren havde bidraget til forsinkelsen gennem utilstrækkelig bemanding og mangelfuld byggeledelse.

Kendelsen understreger, at bygherrens ret til dagbod ikke alene afhænger af, om entreprenøren er ansvarlig for forsinkelsen. De formelle krav til løbende notering og rettidig varsling har selvstændig betydning og kan føre til, at dagbodskravet bortfalder, selv om entreprenøren ikke har ret til tidsfristforlængelse for hele forsinkelsesperioden.

Bygherrens pligt til at følge op på tidsplanen

Spørgsmålet om, hvornår bygherren bliver bekendt med, at en dagbodsbelagt frist vil blive overskredet, skal ses i sammenhæng med AB 18’s øvrige regler om tidsstyring. Efter AB 18 § 14, stk. 1, skal parterne løbende vurdere, om arbejds- og tidsplanerne kan overholdes. Hvis det forventes, at planerne ikke vil blive overholdt, skal de opdateres med angivelse af, i hvilket omfang der kræves eller accepteres tidsfristforlængelse, og om forsinkelsen angår en dagbodsbelagt frist.

Pligten påhviler begge parter og gælder i forhold til alle planerne. Ifølge bemærkningerne til AB 18 skal opdateringerne give parterne et løbende og bedre overblik over byggeriets fremdrift, forsinkelser og de krav, som forsinkelsen kan give anledning til. En opdatering af tidsplanen ændrer ikke i sig selv de aftalte mellem- eller afleveringsterminer, men skal synliggøre den forventede udvikling.

Efter AB 18 § 31, stk. 2, litra b, skal opdateringer af arbejds- og tidsplanerne gennemgås på hvert byggemøde. Hvis der på mødet viser sig behov for en opdatering, skal den iværksættes eller gennemføres. Efter bestemmelsens litra c skal parterne desuden registrere spilddage, årsagen til dem, og om de allerede er indeholdt i tidsplanerne. Formålet er, at parterne mindst på hvert byggemøde forholder sig til tidsplanens overholdelse, så der kan sættes ind i tide.

Samspillet mellem AB 18 §§ 14, 31 og 40 vil med stor sandsynlighed få betydning for vurderingen af, hvornår det må lægges til grund, at bygherren blev bekendt med den forventede fristoverskridelse. Når bygherren har en selvstændig pligt til løbende at følge fremdriften og behandle tidsplanen på hvert byggemøde, kan oplysningerne i de opdaterede tidsplaner og byggemødereferater vise, at bygherren på et tidligt tidspunkt havde det fornødne kendskab til den kommende forsinkelse. Bestemmelserne i AB 18 må derfor forventes at kunne skærpe kravet til den agtpågivenhed, som tidligere var forventet af bygherren i henhold til AB 92.

Vores perspektiv

T:BB 2026.892 viser, at overskridelse af en dagbodsudløsende frist ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde et dagbodskrav. Hovedentreprenøren fik alene ret til tidsfristforlængelse frem til den 27. januar 2023, og denne frist blev overskredet. Bygherren fik alligevel ikke medhold i dagbodskravet, fordi betingelserne om løbende notering og rettidig varsling i AB 18 § 40, stk. 4, litra b og c, ikke var opfyldt.

Bygherren bør derfor ikke afvente den dagbodsbelagte frist, hvis de opdaterede tidsplaner eller drøftelserne på byggemøderne tidligere viser, at fristen ikke kan overholdes. Det er heller ikke nødvendigt at afvente en endelig afklaring af entreprenørens krav om tidsfristforlængelse eller en endelig opgørelse af dagbodskravets størrelse. Selvom det kan være kommercielt fornuftigt at undgå den konfliktoptrapning, som et varsel om dagbod ofte medfører, vil bygherrens udskydelse af varslingen medføre, at kravet senere ikke vil blive taget til følge.

Af bevismæssige grunde bør et dagbodsvarsel altid dokumenteres skriftligt. Det skal klart fremgå, at bygherren gør et dagbodskrav gældende, og fra hvilket konkret tidspunkt dagboden kræves. Varslet kan afgives i en særskilt meddelelse eller på et byggemøde, men skal i sidstnævnte tilfælde gengives tydeligt i referatet. T:BB 2025.376 viser, at bygherren klart skal kræve dagbod og angive, fra hvornår den løber. Det er ikke nok, at et referat beskriver arbejdet som forsinket og bodsbelagt, eller at bygherren betragter forsinkelsen som ansvarspådragende.

Bygherren skal samtidig sikre, at arbejdsdelingen mellem bygherren, byggeledelsen og øvrige rådgivere er klar. Det bør være entydigt, hvem der har ansvaret for at følge op på tidsplanen, registrere fristoverskridelser og eskalere forhold, der kan nødvendiggøre et dagbodsvarsel. Byggeledelsen skal efter de almindelige regler varsle dagbod og styre byggeriets tidsplan. Uklare fordelinger af ansvarsområder betyder dog ofte, at ellers berettigede dagbodskrav går tabt.

T:BB 2026.892 ligger således i forlængelse af T:BB 2025.376 og T:BB 2025.741 og er endnu en påmindelse om, at dagbod ikke kun er et spørgsmål om kontraktens ordlyd, men også om aktiv tidsstyring og løbende dokumentation. Indtil der foreligger yderligere praksis om samspillet mellem AB 18 §§ 14, 31 og 40, skal bygherren reagere straks, når der er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at forvente, at en dagbodsbelagt frist ikke kan overholdes. Det gælder, uanset hvordan bygherren bliver opmærksom på forsinkelsesrisikoen.

The content of this article is intended to provide a general guide to the subject matter. Specialist advice should be sought about your specific circumstances.

[View Source]

Mondaq uses cookies on this website. By using our website you agree to our use of cookies as set out in our Privacy Policy.

Learn More