Det følger af almindelige bevisbyrderegler, at det er tilskadekomne, som skal godtgøre at have været udsat for en arbejdsskade. Det er ligeledes tilskadekomne, der ud fra en ligefrem bevisbyrde skal godtgøre, at den pågældende har pådraget sig varige følger og omfanget heraf.
Når skaden er anerkendt, og det varige mén er påvist, vender bevisbyrden, således at ménet betragtes som en følge af den anerkendte arbejdsskade, medmindre det med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end arbejdsskaden. Formodningsreglen, der følger af ASL § 12, stk. 2, gælder ved alle former for skader, herunder også psykiske gener efter en arbejdsskade.
Af principmeddelelsen følger, at det er Ankestyrelsens vurdering, at det ikke kan tillægges betydning, at de psykiske symptomer ikke er anerkendt som en del af arbejdsskaden, ligesom det angives, at det heller ikke i sig selv er afgørende, om hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage psykiske symptomer, eller om symptomerne opstår i tidsmæssig sammenhæng med ulykken.
I stedet skal der foretages en vurdering på basis af sagens samlede oplysninger, hvori blandt andet følgende elementer kan indgå:
- Den tid, der går, fra arbejdsskadens indtræden til de psykiske symptomers opståen eller forværring (tidsmæssig sammenhæng).
- Arbejdsskadens karakter og omfang og indvirkningen på den daglige livsførelse.
- Art og omfang af de psykiske symptomer, herunder eventuelle diagnose(r), og hvad der er beskrevet i tidsnær sammenhæng med de psykiske symptomers opståen i fx notater fra lægejournal og kommune.
- Psykiske sygdomme/symptomer inden arbejdsskaden, og hvilken karakter de har haft.
- Forudbestående/konkurrerende fysiske sygdomme, som også påvirker den daglige livsførelse i væsentlig grad.
- Konkurrerende belastninger i tilskadekomnes livssituation, som eksempelvis skilsmisse, dødsfald/alvorlig sygdom i familie/nær omgangskreds, økonomiske problemer m.v.
Det er arbejdsskademyndighedernes opgave at vurdere, om alle de psykiske symptomer kan henføres til arbejdsskaden, eller om det er mere sandsynligt, at symptomerne skyldes andre forhold. ASL § 12, stk. 2, finder anvendelse på et påvist mén, så er det ikke overvejende sandsynligt, at genernes årsag skal findes i andre forhold, henføres de således til arbejdsskaden.
Dette vil også være tilfældet, hvis det er lige sandsynligt, at genernes skyldes arbejdsskaden, som at de skyldes noget andet. Herved adskiller årsagssammenhængsvurderingen i arbejdsskadesager sig fra gængse bevisbyrdeprincipper, som vi kender fra bl.a. EAL.
Hvis det ikke er muligt at afgøre, om de psykiske symptomer med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end den anerkendte arbejdsskade, skal det således lægges til grund, at de skyldes arbejdsskaden. Tilskadekomne har herefter ret til godtgørelse for varigt mén for de psykiske symptomer.
ARK's bemærkninger
Det er interessant, at Ankestyrelsen i principmeddelelsen giver udtryk for, at psykiske gener kan anerkendes, selv om generne ikke har været omfattet af den oprindelige anerkendelse, og at det ikke i sig selv er afgørende, om hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage psykiske symptomer. Det er i den forbindelse vores vurdering, at der ved denne fremgangsmåde i visse sager kan ske en uhensigtsmæssig og uhjemlet krydsanvendelse af de forskellige bevisbyrderegler, som skal anvendes i arbejdsskadesager.
I forbindelse med anerkendelsen er det således dansk rets almindelige bevisbyrderegler, der finder anvendelse, hvorefter det er tilskadekomne, som skal godtgøre at have været udsat for en arbejdsskade. Hvis denne bevisbyrde er løftet – fx fordi der er sket skade på hånden – anerkendes skaden efter ASL.
Viser det sig senere, at tilskadekomne ligeledes har pådraget sig psykiske gener, vil udmålingen af det varige mén – inklusive psykiske gener – ske under iagttagelse af § 12, stk. 2. Foreligger der ikke andre forhold, der mere sandsynligt kan forklare generne, vil disse herefter anses for en følge af arbejdsskaden.
Ved ikke at inddrage de psykiske symptomer i forbindelse med anerkendelsen, vil de psykiske symptomer ikke blive underlagt den prøvelse, der er indbygget i den bevisbyrderegel, som finder anvendelse ved spørgsmålet om anerkendelse. Denne del "springes over", og de psykiske symptomer undergives derved først en egentlig prøvelse i forbindelse med udmålingen, hvor bevisbyrden er vendt.
Sat på spidsen kan det betyde, at en psykisk skade, der ellers ikke ville være blevet anerkendt, fordi hændelsen eller påvirkningen på arbejdet ikke overvejende sandsynligt havde forårsaget den, i stedet kan blive omfattet af arbejdsskaden, hvis der samtidig hermed tilfældigvis er sket en vilkårlig anden skade, der medfører anerkendelse – fx på føromtalte hånd.
Det er vores opfattelse, at følgeskader eller skader, som ikke allerede har manifesteret sig på anerkendelsestidspunktet, selvsagt også skal kunne være dækningsberettigede under ASL.
Med det fremrykkede afgørelsestidspunkt på 3 måneder efter anmeldelsen vil mange skader ikke have manifesteret sig endeligt på dette tidspunkt, og sådanne gener skal naturligvis kunne dækkes på lige fod med alle andre skader. Dog bør skader eller gener, der ikke er omfattet af anerkendelsen, underlægges den samme initiale prøvelse, som den oprindelige skade.
Dette kan fx ske ved at genoptage selve spørgsmålet om anerkendelse og lade den vurderingen udvide til at omfatte de nye gener med anvendelse af samme bevisbyrderegler som ved afgørelser om anerkendelse i øvrigt.
Når det i visse sager har en betydning, om nye gener eller symptomer vurderes som led i en udvidelse af anerkendelsen eller alene i forbindelse med udmålingen, hænger det således sammen med, at de to vurderinger er underlagt forskellige bevisbyrderegler. Dette kan derfor indebære en stor forskel for den enkelte sag.
Ved spørgsmål til ovenstående kan der rettes henvendelse til advokat Anja Hejde.
Originally published 24 February 2023
The content of this article is intended to provide a general guide to the subject matter. Specialist advice should be sought about your specific circumstances.
