Fusionen mellem NDI Group og Euromaster Danmark, der ellers skulle have været automatisk godkendt, ender nu med at blive opgivet.

Kort om sagen

NDI Group og Euromaster Danmark er begge store leverandører af dæk og fælge til alle slags køretøjer og tilbyder desuden begge dækservice. NDI Group indgik i 2022 aftale om køb af Euromaster Danmark betinget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse, hvorfor sagen blev anmeldt hertil i november 2022.

Da begge parter er blandt de største markedsaktører på markedet for detailsalg af udskiftningsdæk til tunge køretøjer, personbiler og varevogne samt ydelse af dækservice, foretog Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en omfattende og dybdegående undersøgelse af fusionens virkninger - og eventuel skade - på markedet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hørte i den forbindelse en række kunder og konkurrenter om deres holdning til sagen. På baggrund af disse og forskellige økonomiske analyser blev der rejst flere konkurrencemæssige betænkeligheder ved fusionen, særligt da kunderne gav udtryk for at ville miste et væsentligt alternativ til NDI Group, hvis den blev godkendt.

Der var således indikationer på, at den effektive konkurrence blev hæmmet betydeligt, hvorfor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen var forpligtet til at forbyde fusionen, såfremt betænkelighederne ikke blev tilgodeset. Parterne havde præsenteret nogle forskellige tilsagn, som skulle sikre den effektive konkurrence, men disse var ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke tilstrækkelige til at fjerne styrelsens betænkeligheder. På den baggrund har NDI Group i august i år - ni måneder senere - valgt at trække anmeldelsen tilbage og opgive opkøbet.

Vores bemærkninger

Konkurrenceankenævnet traf afgørelse om sagen tilbage i maj. Her fandt Konkurrenceankenævnet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde regnet forkert med hensyn til deres frist til at overgå til en fase 2-behandling, hvorefter denne frist de facto var overskredet. Retsvirkningen af en sådan fristoverskridelse er, at fusionen automatisk godkendes. Konkurrenceankenævnet fandt dog, at parterne havde indrettet sig efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens misforståelse, og da de ikke havde korrigeret denne, skulle fristoverskridelsen ikke konkret have betydning. Vi har indsat link til vores nyhedsbrev herom nedenfor.

Fusionen er nu endeligt opgivet på trods af, at fusionen efter en ren ordlydsfortolkning af konkurrencelovens regler om fristoverskridelser skulle have været godkendt, hvilket som nævnt i vores tidligere nyhedsbrev herom forekommer retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Fusionen er et af de (heldigvis) få eksempler på, at en transaktion ikke kan godkendes. Om det skyldes, at parterne kommercielt ikke har villet afgive tilstrækkelige tilsagn til at fjerne konkurrencemyndighedernes betænkeligheder, eller om det slet ikke var muligt at finde en tilsagnspakke, der kunne fjerne betænkelighederne, vides desværre ikke.

I øvrigt bemærkes afslutningsvist, at mens det er ganske sjældent, at konkurrencemyndighederne træffer beslutning om at forbyde en fusion, hvilket eksempelvis skete i forbindelse med Lemvigh-Müllers overtagelse af Brdr. A&O Johansen tilbage i 2008, sker det oftere, at fusionsparterne indser, at de ikke kan eller ikke er villige til at afgive de nødvendige tilsagn og derfor vælger at tilbagekalde fusionsanmeldelsen. Dette var eksempelvis tilfældet i forbindelse med JP/Politikens overtagelse af Børsen i 2017 eller Royal Unibrews overtagelse af Aqua d'Or Mineral Water i 2022.

Læs vores tidligere nyhed om Konkurrenceankenævnets kendelse fra den 30. maj 2023.

Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressemeddelelse fra den 10. august 2023.

The content of this article is intended to provide a general guide to the subject matter. Specialist advice should be sought about your specific circumstances.