Højesteret fastslår, at uberettiget videregivelse af personoplysninger i forbindelse med en aktindsigtssag er en ansvarspådragende fejl, som kan udløse godtgørelse efter databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1, hvis den registrerede godtgør, at videregivelsen er egnet til at påvirke den registreredes selv- og æresfølelse eller i øvrigt påvirke den registrerede negativt.
Baggrund for sagen
I april 2019 modtog Hillerød Kommune en aktindsigtsanmodning fra en borgers tidligere ægtefælle. I forbindelse med behandlingen af aktindsigtsanmodningen overså en ellers erfaren sagsbehandler hos kommunen en helbredsoplysning om borgerens nuværende ægtefælles psykiske lidelse, der fremgik af en anmodning om økonomisk støtte til et efterskoleophold, samt en oplysning om borgerens månedlige rådighedsbeløb, der fremgik af selve tilskudsafgørelsen. Oplysningerne blev derfor ved en fejl – og som led i den almindelige sagsbehandling af aktindsigtsanmodninger – udleveret til borgerens tidligere ægtefælle.
Borgerens tidligere ægtefælle videregav efterfølgende helbredsoplysningen til Familieretshuset, hvor der verserede en samværssag om den tidligere ægtefælles og borgerens fællesbarn.
Det var ubestridt for Højesteret, at videregivelsen af oplysningerne om ægtefællens helbred var sket i strid med databeskyttelsesforordningens artikel 9, og at videregivelsen af oplysningerne om borgerens månedlige rådighedsbeløb var sket i strid med databeskyttelsesforordningens artikel 6.
De to ægtefæller krævede hver 55.000 kr. i godtgørelse. De gjorde blandt andet gældende, at den uberettigede videregivelse havde påført dem en immateriel skade omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 82, og at videregivelsen samtidig udgjorde en krænkelse af deres ret til privatliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Partner og advokat Jacob Schall Holberg førte sagen for Hillerød Kommune og Kommunernes Landsforening, der biintervenerede ved begge retsinstanser.
Østre Landsrets dom
Østre Landsret fandt, at ægtefællen havde lidt en immateriel skade i databeskyttelsesforordningens forstand, herunder da landsretten lagde vægt på, at der var tale om en meget følsom helbredsoplysning, at oplysningen senere var brugt af den tidligere ægtefælle i et mailsvar til Familieretshuset i en familieretlig tvist, og på ægtefællens forklaring om videregivelsen.
Landsretten fandt desuden, at Hillerød Kommune ikke havde godtgjort, at kommunen var uden skyld i den begivenhed, der medførte skaden, hvorfor kommunen ikke kunne fritages for ansvar efter databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 3.
Godtgørelsen til ægtefællen blev efter en samlet vurdering fastsat til 2.500 kr. Ved udmålingen lagde landsretten blandt andet vægt på helbredsoplysningens karakter, den efterfølgende videregivelse til Familieretshuset og kommunens beklagelse af det passerede.
Landsretten fandt omvendt ikke, at borgeren havde lidt en immateriel skade i databeskyttelsesforordningens forstand som følge af videregivelsen af oplysningen om ægtefællens helbred eller borgerens månedlige rådighedsbeløb.
Landsretten fandt endvidere, at databruddet ikke var af en sådan grovhed, at der i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 var grundlag for at tilkende godtgørelse for tort, ligesom artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke var krænket.
Borgeren og ægtefællen ankede efterfølgende Østre Landsrets dom til Højesteret.
Højesterets dom af 24. august 2026
I sin dom fandt Højesteret indledningsvist, at fire ud af appellanternes seks påstande skulle afvises, herunder da de udgjorde anbringender til støtte for appellanternes to betalingspåstande.
Højesteret udtalte herefter, at Hillerød Kommune ikke kunne fritages for ansvar efter databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 3, og anførte i den forbindelse, at ”[…] Hillerød Kommunes videregivelse af oplysningerne om A og B til C må anses for ansvarspådragende for Hillerød Kommune. Det var således en klar fejl, at oplysningerne blev videregivet i strid med databeskyttelsesforordningens artikel 6 og 9.”
For så vidt angår videregivelsen af oplysningen om ægtefællens helbred fandt Højesteret, at ægtefællen havde lidt en skade efter databeskyttelsesforordningens artikel 82, fordi helbredsoplysningen hører til ”meget følsomme og private oplysninger” som blev videregivet til en privatperson (den tidligere ægtefælle), som ægtefællen ”befandt sig i et modsætningsforhold til, og som ved videregivelsen fik kendskab til – eller i hvert fald fik bekræftet – at A har en alvorlig psykisk lidelse”.
Højesteret konstaterede, at den tidligere ægtefælle videregav oplysningerne til Familieretshuset, og at: ”Videregivelsen af oplysningerne til C [den tidligere ægtefælle] var efter sin karakter egnet til at påvirke [ægtefællens] selv- og æresfølelse”. Den tidligere ægtefælle havde forklaret, at hun allerede inden kommunens videregivelse af oplysningen var bekendt med, at den nuværende ægtefælle havde den pågældende lidelse. Her lagde Højesteret dog vægt på, at ”kommunens videregivelse af oplysningen betød ifølge [den tidligere ægtefælle], at hun var sikker på, at det var rigtigt.”
Højesteret fandt det imidlertid ikke godtgjort, at borgeren – hvis månedlige rådighedsbeløb var blevet videregivet – havde lidt en skade omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 82. Højesteret lagde blandt andet vægt på, at videregivelsen af oplysningerne om, dels at borgeren var gift med en person, der havde en psykisk lidelse, dels borgerens månedlige rådighedsbeløb ikke kunne ”[…] anses for at være egnet til at påvirke hans selv- og æresfølelse eller i øvrigt påvirke ham negativt”. Højesteret bemærkede herefter, at borgeren ikke havde godtgjort, at oplysningerne havde haft betydning for Familieretshusets sagsbehandling eller borgerens forhold i øvrigt.
Højesteret fandt endvidere, at videregivelsen af oplysningerne om både helbred og privatøkonomi indebar indgreb i borgerens og ægtefællens ret til privatliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Eftersom videregivelsen var sket i strid med databeskyttelsesforordningen, var indgrebene ikke sket i overensstemmelse med loven, hvorfor Hillerød Kommune havde krænket borgerens og ægtefællens rettigheder efter artikel 8.
Under hensyn til ”[…] karakteren af oplysningerne og videregivelsen […]” fandt Højesteret ikke, at anerkendelsen af krænkelsen i sig selv gav ægtefællen tilstrækkelig kompensation, hvorfor Højesteret fandt grundlag for også at tilkende godtgørelse for menneskerettighedskrænkelsen til ægtefællen.
Omvendt fandt Højesteret ikke grundlag for at tilkende godtgørelse for menneskerettighedskrænkelse til borgeren. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på ”[…] karakteren af oplysningerne om B og det anførte om følgerne for ham af den uberettigede videregivelse af oplysningerne […]”.
Godtgørelsen til ægtefællen blev efter en samlet vurdering efter databeskyttelsesforordningens artikel 82, databeskyttelseslovens § 40 samt ”efter princippet” i erstatningsansvarslovens § 26 og artikel 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fastsat til 30.000 kr., mens Hillerød Kommune blev frifundet for borgerens betalingspåstand.
Vores perspektiv
Højesterets dom betyder, at ansvarsbedømmelsen efter databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 3, er meget streng i tilfælde, hvor en aktindsigtsbesvarelse fører til uberettiget videregivelse af personoplysninger.
Selvom Hillerød Kommune gjorde gældende, at videregivelsen af helbreds- og personoplysningen skyldtes en hændelig og ikke-culpøs menneskelig fejl i forbindelse med en sædvanlig sagsbehandling af en aktindsigtsanmodning, fandt Højesteret, at kommunen ikke kunne fritages for ansvar, fordi videregivelsen af oplysningerne i strid med databeskyttelsesforordningens artikel 6 og 9 var ”[…] en klar fejl […]”.
Dommen illustrerer derfor, at myndigheder ved behandling af aktindsigtsanmodninger skal være særligt opmærksomme på risikoen for uberettiget videregivelse af personoplysninger som led i materialegennemgangen, herunder da menneskelige fejl ved aktindsigtsbehandling ikke fritager myndigheden for ansvar efter databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 3. Efter EU-domstolens praksis er der tale om culpa med omvendt bevisbyrde, men det er efter Højesterets dom vanskeligt at se, hvordan den bevisbyrde skal kunne løftes i et sædvanligt aktindsigtsbehandlingstilfælde som det foreliggende, hvor der sker uberettiget videregivelse af personoplysninger.
Med dommen er der dog ikke taget stilling til den situation, hvor en offentlig myndighed fx laver en forkert vurdering af offentlighedslovens § 30, nr. 1, og derfor uberettiget udleverer personoplysninger. Det er ikke givet, at ansvarsbedømmelsen her er tilsvarende streng.
Højesterets dom bekræfter dog, at en overtrædelse af databeskyttelsesreglerne ikke i sig selv udløser krav på godtgørelse. Den registrerede skal godtgøre, at overtrædelsen har påført vedkommende en materiel eller immateriel skade.
Til gengæld genbekræfter dommen her, at der ikke gælder en bagatelgrænse for immateriel skade efter artikel 82. Negative følelser som frygt eller utilfredshed, der udspringer af tab af kontrol over oplysninger, bekymring for misbrug eller krænkelse af omdømme, kan efter omstændighederne udgøre en immateriel skade, jf. også dommen i UfR 2026.1140 H.
Det afgørende er, om den registrerede kan godtgøre både de negative følelser og de negative konsekvenser heraf.
Ved vurderingen af, om der er lidt en immateriel skade i den konkrete sag, tog Højesteret udgangspunkt i, om videregivelsen er egnet til at påvirke borgerens og ægtefællens ”selv- og æresfølelse” – en formulering, som lægger sig tæt op ad det kriterium, der sædvanligvis anvendes ved bedømmelsen af, om der er grundlag for godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26.
Højesterets præmisser kan læses sådan, at en uberettiget videregivelse, der efter sin karakter og den konkrete sammenhæng bevæger sig ind på et område, som minder om de krænkelser, der kan begrunde godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, som udgangspunkt vil tale for, at der også foreligger en immateriel skade efter databeskyttelsesforordningens artikel 82. Det betyder ikke, at betingelserne efter de to regelsæt er sammenfaldende, men at hensyn fra vurderingen efter § 26 kan tjene som pejlemærke ved vurderingen af, om den registrerede har godtgjort en skade.
Til gengæld synes den nedre grænse meget lav. Højesteret så ikke blot på ”selv- og æresfølelsen” ved borgeren, men også på, om videregivelsen var egnet til ”i øvrigt at påvirke ham negativt”. Sidstnævnte fandt Højesteret dog konkret ikke var tilfældet, uanset at borgeren samme dag, da han opdagede videregivelsen, reagerede over for kommunen ved at anføre bl.a.: ”Jeg har ingen ord for min vrede og magtesløshed lige nu”. Denne ”utilfredshed” var således på den anden side ikke godtgørelsesudløsende, uanset Højesteret som nævnt indledte med at fastslå, at der ikke gælder nogen bagatelgrænse.
Som det fremgår ovenfor, gjorde appellanterne for landsretten gældende, at også erstatningsansvarslovens § 26 var selvstændigt overtrådt, men appellanterne frafaldt dette anbringende for Højesteret. I lyset af Højesterets henvisning til ”selv- og æresfølelse” og bemærkningerne ovenfor om erstatningsansvarslovens § 26 kan det overvejes, om erstatningsansvarslovens § 26 selvstændigt var overtrådt for så vidt angår ægtefællen, hvis et sådant anbringende var blevet gjort gældende for Højesteret. I givet fald ville størrelsen af godtgørelsen dog formentlig ikke være blevet væsentligt påvirket, eftersom godtgørelsesniveauet for tort ifølge Højesterets præmisser allerede indgår i udmålingen af godtgørelse.
Selvom udmålingen af godtgørelsen i forhold til ægtefællen blev forhøjet fra 2.500 kr. i landsretten til 30.000 kr. i Højesteret, bør dommen ikke læses som udtryk for et generelt minimumsniveau for godtgørelse ved databrud. Højesterets præmisser peger tværtimod på, at udmålingen fortsat beror på en konkret vurdering af blandt andet oplysningernes karakter, modtagerkredsen, den sammenhæng, oplysningerne indgår i, og hvilke følger videregivelsen har haft for den registrerede. Hertil kommer, at godtgørelsen for Højesteret – i modsætning til godtgørelsen for landsretten – også omfatter godtgørelse for krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesterets dom viser endvidere, at en offentlig myndigheds videregivelse af følsomme helbredsoplysninger og privatøkonomiske oplysninger i strid med databeskyttelsesforordningen kan udgøre et ulovligt indgreb i retten til privatliv efter EMRK artikel 8. Henset til karakteren af oplysningen om borgerens økonomiske forhold må barren for konstateringen af en menneskerettighedskrænkelse nok siges ikke at være særligt høj.
Hvorvidt krænkelsen også skal føre til økonomisk godtgørelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, afhænger derimod af en konkret vurdering af oplysningernes og videregivelsens karakter samt de følger, videregivelsen har haft for den enkelte.
På baggrund af ovenstående har dommen betydelig rækkevidde og cirkulerer allerede hos mange myndigheder. Det afspejles også i den massive presseomtale af dommen, herunder fx hos Datatilsynet, som også tidligere har omtalt Østre Landsrets dom som ”[…] et nybrud i dansk ret”.
Hvis du ønsker at høre nærmere om Hillerød Kommune-dommen, og hvilken betydning den har for jer, er du meget velkommen til at kontakte os.
The content of this article is intended to provide a general guide to the subject matter. Specialist advice should be sought about your specific circumstances.
[View Source]
