En ansat ved en kommune deltog den 22. juni 2018 i et teambuilding-arrangement. Det var ikke muligt at melde fra til turen, hvor der var mødepligt. I løbet af arrangementet skulle der udføres en række øvelser/opgaver. Til dette formål var deltagerne i arrangementet på forhånd blevet inddelt i en række hold.
En af øvelserne indebar, at den ansatte og hendes gruppe skulle tage opstilling med henblik på at blive fotograferet. Den ansatte blev herefter løftet op af sin gruppe, så hun kunne stå på deres hænder, hvorefter der blev taget billeder. Da den ansatte skulle ned igen, faldt hun bagover, hvorved hun slog sig.
Den ansatte rejste herefter krav mod kommunen om godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvilket blev afvist, hvorefter der blev udtaget stævning.
Byrettens dom
På baggrund af bevisførelsen – i særdeleshed en række vidneforklaringer – fandt byretten, at det kunne lægges til grund, at holdene selv skulle finde ud af, hvordan de ville løse opgaverne, og at der ikke var tilknyttet instruktører til de enkelte hold.
Det var ikke ved bevisførelsen klarlagt, hvad der var årsagen til, at den ansatte faldt ned.
Retten fandt herefter, at der var tale om enkle, simple og ufarlige opgaver, som de ansatte, der alle var voksne mennesker, ville være i stand til at løse uden nærmere forudsætninger.
Videre fandt retten ikke, at:
"arbejdsmiljølovens culpanormerende bestemmelser kan udstrækkes til, at der skal ske detaljeret instruktion, tilsyn og planlægning vedrørende sådanne enkle og simple teambuildingøvelser, som der her er tale om."
Det fandtes ikke for kommunen som arbejdsgiver påregneligt, at den ansatte og hendes hold ville løse en af de "enkle og simple opgaver" ved at lave en opstilling, hvor hun skulle op at stå på de øvrige deltagere, og kommunen havde således hverken direkte arbejdsgiveransvar eller arrangøransvar for den ansattes tilskadekomst.
Allerede fordi det ikke kunne fastslås, hvad der var årsagen til, at den ansatte faldt, var der ikke grundlag for at statuere arbejdsgiveransvar efter DL 3-19-2.
Landsrettens dom
Den ansatte uddybede ved landsretten, at deltagerne ved arrangementet ikke havde fået instruks om, at de skulle være forsigtige og kunne måtte lave noget, som alle kunne være med til. Der blev ikke givet nogen instrukser om, hvorledes opgaverne skulle udføres. Vedrørende selve hændelsen oplyste den ansatte, at hun pludselig fik opfattelsen af, at de hænder, hun stod på, var væk.
Landsretten fandt det efter en samlet vurdering ikke bevist, at arbejdsgiveren (kommunen) i det konkrete tilfælde havde handlet ansvarspådragende ved ikke at sikre yderligere instruktion, tilsyn og planlægning i relation til medarbejdernes udførelse af opgaverne.
Der blev herunder lagt vægt på, at:
"opgaverne efter den uddelte beskrivelse må anses for simple og ufarlige, og hverken den forudgående orientering eller beskrivelsen lægger op til fysiske og risikable løsninger, der krævede forudgående instruktion."
Videre lagde landsretten vægt på, at opgaverne efter den uddelte beskrivelse måtte anses som simple og ufarlige, og at hverken den forudgående orientering eller beskrivelse lagde op til fysiske og risikable løsninger. Landsretten tiltrådte desuden, at det ikke var påregneligt for kommunen, at den ansatte og hendes gruppe ville løse opgaven på en risikabel måde, ligesom kommunen ikke havde anledning til at sikre yderligere instruktion, tilsyn og planlægning for at sikre, at opgaverne blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Endelig tiltrådte landsretten, med samme begrundelse som byretten, at der ikke var grundlag for ansvar efter DL 3-19-2, hvorefter kommunen blev frifundet.
Kommentarer
Dommen er principiel, idet der hidtil ikke forelå retspraksis, som belyser arbejdsgiverens ansvar ved teambuilding-arrangementer, hvor øvelserne/opgaverne må betegnes som simple og ufarlige. En række tidligere domme statuerer ansvar for arbejdsgiveren i forbindelse med teambuilding-arrangementer, men her var der som oftest talt om opgaver/øvelser med en vis risiko forbundet (fx bjergklatring).
I det omfang sådanne arrangementer indeholder farlige eller komplicerede aktiviteter, vil kravene til arbejdsgiverens tilsyns- og instruktionsforpligtelse selvsagt være større, men i tilfælde som nærværende sag, hvor opgaverne var af ganske simpel og ufarlig karakter, vil kravene til arbejdsgiverens tilsyn og instruktion følgelig være ganske beskedne.
Det er i forlængelse heraf værd at hæfte sig ved, at der ved situationer, hvor løsningen af de stillede opgaver i vidt omfang overlades til de ansatte, vil blive inddraget et påregnelighedskriterie for arbejdsgiveren, således at denne ikke pr. definition holdes ansvarlig for de ansattes mere eller mindre hensigtsmæssige udførelse af opgaverne – så længe selve opgaven ikke lægger op til farlige/risikoprægede løsninger.
Sagen blev for kommunen ført af advokat Mikkel Bruun-Larsen, Codan Forsikring.
Originally published 19. Jan
The content of this article is intended to provide a general guide to the subject matter. Specialist advice should be sought about your specific circumstances.
