Ankestyrelsen anerkendte 18. juli 2019, at en skadelidt i 2016 havde været udsat for en arbejdsskade, da han blev påkørt bagfra, mens han førte en bil med trailer, hvor traileren blev ramt. Ifølge skadelidte udvikler han nakkegener og lænderyggener i tilknytning til påkørslen.
AES havde oprindelig afvist anerkendelse af skaden med henvisning til, at det vurderedes, at hændelsen/påkørslen ikke var egnet til at give andet end forbigående gener fra lænderyggen. Ankestyrelsen anerkendte imidlertid i 2018 skadelidtes nakkesmerter, lændesmerter og hovedpine som en arbejdsskade med henvisning til, at skadelidte holdt stille da han blev påkørt, hvorfor bagfrakommendes påkørsel af traileren havde givet et "ikke ubetydeligt ryk i bilen og også i din ryg".
Alm. Brand anmodede Ankestyrelsen om at genoptage sagen med henvisning til, at Ankestyrelsen reelt ikke havde noget kendskab til påkørslens karakter og omfang (herunder skaderne på de involverede køretøjer), hvorfor grundlaget for vurderingen af påkørslens "egnethed" ikke var indhentet af Ankestyrelsen. Efterfølgende traf AES afgørelse om fastsættelse af det varige mén til 10%, hvilket blev påklaget af Alm. Brand, der vurderede skadelidtes samlede varige mén til 12% men foretog fradrag for forudbestående lænde- og ryggener med "lidt mere end halvdelen". Dette blev stadfæstet af Ankestyrelsen.
Alm. Brand anmodede om genoptagelse af afgørelsen herunder med henvisning til en anden afgørelse, hvor skadelidte var kørt ned i en grøft, hvilket ikke anerkendtes som en arbejdsskade, da ulykken ikke var egnet til at påføre varige gener. Ankestyrelsen fastholdt imidlertid afgørelsen, idet der i nærværende sag var tale om, at skadelidte blev påkørt bagfra. mens han holdt stille, mens der i den anden afgørelse var tale om at skadelidte kørte ned i en grøft.
Alm. Brand udtog stævning mod Ankestyrelsen i 2020 med påstand om, at Ankestyrelsen ikke i tilstrækkeligt omfang havde belyst hændelsen ved indhentelse af oplysninger herom og med henvisning til, at påkørslen ikke var egnet til at påføre skade.
Efter stævning genoptog Ankestyrelsen sagen på forvaltningsretligt grundlag, og i forbindelse hermed rettede Ankestyrelsen henvendelse til den kiropraktor, der havde behandlet skadelidte før og efter påkørslen i 2016 med henblik på forklaring af et 5 år gammelt journalnotat, som var indgået i afgørelsesgrundlaget forud for sagsanlægget mod Ankestyrelsen. Oplysningerne fra kiropraktoren om betydningen af angivelserne i journalen for den 5 år gamle behandling blev nedfældet i et telefonnotat. Endvidere rettede Ankestyrelsen henvendelse til skadelidte med anmodning om bemærkninger til hans behandlingsforløb efter påkørslen.
Ankestyrelsen traf herefter i februar 2021 en fornyet afgørelse, hvor man fastholdt afgørelsen om anerkendelse og et varigt mén på 5%.
Imidlertid var méngraden nu udmålt på grundlag af anerkendelse af skadelidtes nakkesmerter og den deraf afledte hovedpine men ikke længere lænderyggenerne, som var anerkendt i forbindelse med de oprindelige afgørelser. Ankestyrelsen angav i den forbindelse, at man lagde vægt på at skadelidte anvendte sikkerhedssele, hvilket betyder, at der ikke kunne ske en væsentlig påvirkning af lænderyggen ved påkørslen som skete ved lav hastighed. Ankestyrelsen angav derimod, at selv en påkørsel ved lav hastighed ville være egnet til at kunne påføre nakkesmerter, idet nakken blev kastet frem og tilbage.
Alm. Brand besluttede sig for at opretholde sagsanlægget mod Ankestyrelsen og protesterede i den forbindelse imod, at Ankestyrelsen som nye bilag fremlagde e-mailkorrespondancen med skadelidte og telefonnotatet fra samtalen med kiropraktoren. Dette bl.a. med henvisning til, at det af sagsakterne fremgik, at Ankestyrelsen havde "lovet" kiropraktoren, at han ville kunne "slippe" for en vidneindkaldelse i forbindelse med retssagen.
Alm. Brand gjorde gældende, at der ved fremlæggelsen. af selvom de pågældende erklæringer indhentet under Ankestyrelsens genoptagelse af sagen på forvaltningsretligt grundlag, så var erklæringerne i forhold til den verserende retssag indhentet efter retssagens anlæg, hvorved der var tale om ensidigt indhentede vidneerklæringer efter RPL §297, som ikke kunne tillades fremlagt.
Ankestyrelsen argumenterede heroverfor, at oplysningerne var indhentet i forbindelse med den administrative genoptagelse af sagen, og at det dermed var den seneste administrative afgørelse (Ankestyrelsens fastholdelse af anerkendelse og et mén på 5%), der var til prøvelse, hvorfor akter indhentet i forbindelse med denne afgørelse nødvendigvis måtte kunne fremlægges.
Byretten afsagde kendelse om, at erklæringerne måtte afskæres efter §297, da der var tale om ensidigt indhentede vidneerklæringer.
Ankestyrelsen kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse sagen til landsretten, der tillod fremlæggelsen af bilagene med henvisning til, at bilagene var indgået i grundlaget for Ankestyrelsens nye afgørelse, der var til prøvelse af retten, hvorfor der af denne grund ikke var grundlag for at nægte fremlæggelsen af de to bilag.
Alm. Brand indbragte herefter med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens afgørelse for Højesteret, hvis sagsbehandlingstid blev væsentligt forlænget som følge af, at landsretten havde "glemt" at åbne for Højesterets adgang til sagen, efter at begge parter havde afgivet processkrifter.
Ved Højesterets kendelse af 24. januar 2023 tillod Højesteret fremlæggelsen af de to bilag, men med en anden begrundelse end landsretten. Højesteret fandt således efter en "konkret vurdering", at de to bilag efter deres karakter og indhold ikke udgør skriftlige vidneerklæringer omfattet af RPL §297.
Da bilagene i øvrigt var indgået i Ankestyrelsens nye afgørelse fandt Højesteret – efter en analyse af indholdet af de to erklæringer - at bilagene kunne fremlægges, når disse var indgået i den afgørelse, der skal prøves af retten.
Kommentarer
En væsentlig baggrund for prøvelsen af problemstillingen var, at teste "grænserne" for Ankestyrelsens rolle som henholdsvis procespart og administrativ rekursinstans, når der fremlægges nye oplysninger under en retssag. Således synes det at have været Ankestyrelsens principielle opfattelse, at når blot erklæringer og oplysninger mv. er indhentet i forbindelse med en administrativ genoptagelse efter en anlagt retssag, så vil sådanne bilag kunne fremlægges frit af Ankestyrelsen, da det altid vil være den seneste administrative afgørelse i sagen, der er til prøvelse for retten, og da grundlaget for denne afgørelse derfor må kunne fremlægges.
Højesterets præmisser må imidlertid tolkes således, at Højesteret ikke tilslutter sig dette synspunkt. I så fald kunne Højesteret blot have stadfæstet landsrettens kendelse i henhold til præmisserne. Højesteret angiver således udtrykkeligt, at de pågældende bilag tillades fremlagt, idet bilagene efter en konkret vurdering ikke kunne anses som vidneerklæringer i § 297's forstand.
Højesteret synes dermed at signalere, at der (naturligvis) også er grænser for, hvilke bilag en administrativ rekursmyndighed kan fremlægge, når man tillige optræder som procespart.
Det bemærkes, at i de retssager mod Ankestyrelsen, hvor der er nedlagt en påstand om hjemvisning, og hvor Ankestyrelsen genoptager sagen efter sagsanlæg (hvilket sker ganske ofte) må udgangspunktet være, at sagen herefter bør eller kan hæves af sagsøger (et arbejdsskadeforsikringsselskab eller en selvforsikret myndighed), som herefter skal tilkendes sagsomkostninger som vindende part. Dette erklærede Ankestyrelsen sig principielt enig i under forberedelsen af sagen for Højesteret.
Fastholder Ankestyrelsen herefter afgørelsen efter den forvaltningsretlige genoptagelse, må sagsøger (arbejdsskadeforsikringsselskabet eller en selvforsikret enhed) henvises til at udtage stævning på ny.
Sagen er for Højesteret ført af advokat Jesper Ravn.
Originally published 27 January 2023
The content of this article is intended to provide a general guide to the subject matter. Specialist advice should be sought about your specific circumstances.
